Beyond: Two Souls – PS3 Anmeldelse

Beyond: Two Souls er ikke et spil i den traditionelle form og er meget lig sin forgænger, Heavy Rain, fra
Spillet kan bedst beskrives som en lang interaktiv film hvor man ud fra sine beslutninger og handlinger igennem spillet brygger sin egen historie sammen.

Spillet er utrolig nemt at komme i gang med og kræver nærmest ingen tidligere spilerfaring.
For nogle vil spillet være en kedelig serie af små hurtige begivenheder, imens det for andre, som mig, vil byde på en helt utrolig, unik og engagerende måde at fortælle en historie på med de bedste elementer fra film og spilindustrien.

Quantic Dream har rekrutteret 2 kendte skuespillere til at bringe deres eventyr til live.
Beyond: Two Souls har Ellen Page og Willem Dafoe i hovedrollerne.

Ellen Page er en pige med en gave i form af en meget speciel evne, eller forbandelse om man vil.
Hun har nemlig en usynlig følgesvend, som har fulgt hende hele livet og de er knyttet til hinanden.

Da mærkelige begivenheder begynder at finde sted i hendes barndomsår beslutter hendes forældre sig for at sende hende af sted til regeringens paranormale forsknings division for at blive studeret af Nathan Dawkins som spilles af Willem Dafoe.

I modsætning til de 4 karakterer man skifter imellem i Heavy Rain, så styrer man kun Jodie i Beyond: Two Souls samt hendes usynlige følgesvend som hun har kaldt Aiden.

Jodie’s evne er ikke medfødt telekinese, men mere en slags flyvende ånd, som har været knyttet til hendes siden hun blev født.

Aiden og Jodie har lært at forstå og acceptere hinanden over årene, og den usynlige ånd vil gøre sit bedste for at hjælpe Jodie når hun beder om det samt hjælpe hende når hun er i fare.
Men på et tidspunkt da Jodie stilles spørgsmålet om hvorvidt hun kan styre Aiden, svarer hun ”Han er som en løve i et bur”.

Ligegyldigt hvor Jodie går hen må Aiden følge med da de er forbundet i en sådan grad at de skal være tæt på hinanden for at overleve.
Denne ”usynlige følgesvend” gør også at Jodie er et mål for regeringen, da de vil bruge hendes kræfter for egen vindings skyld.

Igennem spillet skal man styre Jodie i forskellige stadier af hendes liv. Disse stadier er igennem spillet blandet sammen som en bog, hvis kapitler er blandet sammen.
Der er scener hvor hun er 6 år gammel og leger te-selskab med sine Barbie dukker, og andre hvor  hun er i tyverne og en hårdkogt CIA agent.

Denne blanding af de forskellige stadier i Jodie’s liv præsenteres ikke i kronologisk rækkefølge og kan være ret svær at følge med i, men når man først finder ud af at loading skærmen rent faktisk er en tidslinje af hendes liv, så hjælper det på at finde rundt i rækkefølgen.

Nogle missioner tager kun i omegnen af 5-10 minutter imens andre, som når Jodie er hjemløs eller på Navajo farmen kan vare både en time og halvanden.

Beyond 3

Det mest slående aspekt i spillet, er den smukke præstation der er lagt i det for at sikre filmskuespillernes forskellige træk blive overført til spillet og beviser at de bestemt var værd at rekruttere.
Andre spil benytter et tilsvarende system til at overføre skuespilleres ansigtstræk, men ingen gør det nær så godt som Quantic Dream.
Man sidder bogstavlig talt og ser Ellen Page fremføre sit skuespil på skærmen og hun kan meget vel være det bedste og mest realistiske eksempel på denne teknologi.

Denne teknologi gør også at man i Beyond: Two Souls får et følelsesmæssigt bånd til hende og fremtiden for denne teknologi ser lys ud og vi kan håbe at alle spil med tiden vil få denne type realisme.

Beyond 4

Beyond: Two Souls er dog stadig kun et spil og det er op til dig som spilleren at beslutte i hvilken retning spillet skal tage, alt efter hvilke beslutninger Jodie præsenteres for.

Selve styringen er lavet så alle kan spille spillet. Ud over et par sekvenser hvor man skal være hurtig på knapperne så styres det meste ved brug af højre analog pind.
Alle objekter som kan bruges har en hvid cirkel over sig og kan tilgås ved at dreje i den retning med analogpinden.

Kampsystemet benytter samme system, dog på en lidt anderledes måde.
Under action sekvenserne hvor Jodie slås eller løber vil spillet skifte til slowmotion og her skal spilleren så bevæge analogpinden i samme retning som Jodie.

Ved at gøre dette rigtigt vil Jodie enten parere, slå eller komme forbi en forhindring, hvorimod hvis man fejler så vil Jodie blive ramt.

Jeg foretrækker dette system frem for en tilfældig omgang ”smadre-tilfældige-knapper-helt-i-bund” så hurtigt som muligt, trods at det i perioder kan være svært at se hvilken retning Jodie bevæger sig i.

Slowmotion effekterne giver spillet intensitet og udgør en både flot og fed oplevelse.

At skulle styre Aiden er en helt anden sag.
Ved at trykke på trekant vil man skifte fra Jodie til Aiden og derfor nu styre ånden.
Når man styrer Aiden vil man uden besvær kunne passere igennem alle materialer, dog skal man bevare en hvis distance til Jodie.

I rollen som Aiden kan man interagere med den omkringliggende verden i et nyttigt men dog ret begrænset omfang.

Aiden’s primære træk er hans funktion hvor han kan låse sig fast på objekter og ved at trække begge analogpinde ned kan han udføre forskellige gerninger såsom at vælte en stak papirer, vælte biler på hovedet eller bekæmpe fjender som Jodie har problemer med.

Udover disse ting så kan Aiden også heale skader, udløse flashbacks fra objekter eller kroppe, kvæle fjenderne til døde eller endnu bedre, at besætte andre kroppe.

Beyond 7

En besat krop kan være behjælpelig med at assistere Jodie i at stikke af fra politiet hvor den besatte er politimanden der befrier hende, eller en besat soldat der går imod sine egne.

Aiden’s rolle i spillet er at give det lidt puzzle aspekter som der manglede i Heavy Rain samt en mulig multiplayer oplevelse da man kan sidde 2 spillere på samme skærm og styre henholdsvis Jodie og Aiden.

Det kan diskuteres hvor stor en succes denne mulighed er.
Spillet fremstår som et spil, der omhandler forskellige valg og konsekvenserne heraf, men alligevel føles styringen af Aiden ret begrænset.
Det fortælles heller ikke hvorfor nogle fjenders kroppe kan besættes, mens andre ”kun” kan dræbes og andre slet ikke kan ”røres” overhovedet.

Disse funktioner som Aiden besidder bliver ret hurtige ensformige og følelsen af at have gjort noget godt udebliver.
Man svæver blot rundt i lang tid i perioder indtil man finder ud af hvad spillet ønsker man skal gøre.

Beyond 1

Dette betyder dog ikke at Jodie og Aiden’s forhold ikke udgør nogle fantastiske spil oplevelser.
Her kan blandt andet nævnes den første mission hvor en ung Jodie føres ind i et observationsrum og skal bruge sine ”kræfter” på at læse nogle kort i et tilstødende rum.
Da forskerne kræver mere af den unge pige  begynder Aiden at vælte ting i rummet og man kan gå endnu mere amok og prøve at kvæle den stakkels forsker der sidder og vender kortene.
Men det er et valg man selv tager i rollen som Aiden.

Et andet eksempel er i Jodie’s teenageår hvor hun inviteres til en anden piges fødselsdag på den base hvorpå alle dem med specielle evner observeres og studeres.
Efter et stykke tid begynder de andre teenagere at mobbe Jodie og kalder hende heks efter hun har demonstreret sine kræfter, på opfordring fra de andre.
De låser hende inde i et skab under trappen hvor efter hun bryder grædende sammen og kalder på Aiden’s hjælp.
Efter at Aiden har hjulpet hende ud får man valget hvorvidt man vil forlade huset eller have hævn.
Naturligvis valgte jeg hævn, som størstedelen af spillerne højst sandsynligt vil gøre, da man får en form for tilhørsforhold og empati for Jodie.
Herefter udløste helvede sig i form af Aiden’s gerninger og det er svært at stoppe igen når man først får åbnet op for sin hævnlyst.

Det eneste spørgsmål er hvor langt vil du gå?

Beyond 5

Måden hvorpå spillet håndterer de valg og konsekvenser disse har, er meget interessant og endnu om end det ikke helt når hvad meningen var.
Nogle valg er helt åbenlyse, mens andre alligevel ser ud til at lede samme vej, trods forskellige valg.
Spillet præsenteres som et spil man ikke kan fejle selvom man vælger de ”forkerte” valg for så vil historien bare tage en drejning.
Dog vil disse forskellige valg kun give en anden mission i 5 minutters tid hvorefter man fortsætter samme historie, ligegyldigt hvilket valg man tager.

Beyond: Two Souls har sine mysterier men mangler en central historie. Spillet er mere en række små spørgsmål som hvorfor forlod Jodie CIA? Hvad er der med hendes familie?
Det eneste store spørgsmål i historien må være: Hvem er Aiden?

Spillet har faktisk sine bedste øjeblikke i de stille perioder i spillet da handlingen ikke er alt hvad spillet har at byde på. I disse stille perioder i spillet kan man virkelig nyde det grafiske som er ulig noget der er set før på Playstation 3.

Historien er ok, hvorimod skuespillet og animationerne gør en hel verden til forskel.
Det føles ikke som om at man spiller en karakter, det føles mere som om at man lever deres liv og det er det der gør forskellen på et Quantic Dream spil og alle andre.

Spillets afslutning tager nogle store spørgsmål op om livet, døden og hvad der ligger ud over.
Der er tale om en kraftfuld finale man sent vil glemme.

8.8
Skal prøves
Skrevet af
Skribent / Admin af PlayStationforum.dk - Elsker Gaming, og spiller alle typer spil, PS One var min første PS og PS4 er min seneste investering. Gaming er en god måde at slappe af på.

Glemt password

Indtast venligst dit brugernavn eller din e-mail adresse. Du vil modtage et link til at oprette en ny adgangskode via e-mail.